18. AUGUST 2008
Foto: Jesper Ludvigsen

Generelt

Efter hvert bestyrelsesmøde i Danmarks Miljøportal bliver der lagt en kort orientering på portalen om de beslutninger, der træffes. Dette nyhedsbrev indledes med orienteringen fra bestyrelsesmødet i juni men fremover vil der primært blive linket til Danmarks Miljøportal, når der kommer ny information fra bestyrelsen.

Vision og mål


Bestyrelsen har i juni holdt et strategimøde, hvor mål og visioner for Danmarks Miljøportal blev besluttet og hvor de kommende års indsatsområder blev tilrettelagt. De strategiske pejlemærker og indsatsområder er nu i en sluthøring i bestyrelsen og vil blive offentliggjort på Danmarks Miljøportal indenfor den nærmeste fremtid.

Data i systemerne


Der er adgang til data og systemerne fungerer overordnet set udmærket men det opleves alligevel, at det halter en smule med myndighedernes opdatering af data. Bestyrelsen var derfor enig om, at der i tiden fremover skal fokuseres på ajourføring af data i Danmarks Miljøportal, da det er uklart hvad der skyldes den manglende opdatering. Det er besluttet, at portalsekretariatet skal iværksætte en analyse umiddelbart efter sommer, der kan belyse årsagerne og komme med konkrete bud på en handlingsplan.

På baggrund af den beslutning vil udvalgte kommuner og miljøcentre blive kontaktet med henblik på et besøg af portalsekretariatet, hvor man systematisk vil gennemgå dataansvarsaftalen med ansvarlige fagpersoner. Dette skulle gerne give et fingerpeg om og kvalificeret bud på årsagerne til manglende ajourføringer i Danmarks Miljøportals databaser, således at der kan sættes ind og hjælpes i forhold de problemstillinger, der skitseres.

Ansvarsfraskrivelse


Bestyrelsen besluttede, at der midlertidigt, som følge af manglende ajourføringer i forskellige datasæt, skal lægges en generel ansvarsfraskrivelse på portalen. Man ønsker på den måde at sende et signal til brugerne om, at hvis man er i tvivl om et datasæts status, skal man kontakte den ansvarlige myndighed. Målet er selvfølgelig, at data indtastes og ajourføres i de centrale databaser hos Danmarks Miljøportal som en naturlig del af arbejdsprocessen lokalt, ligesom at der fra portalsekretariatets side arbejdes for en kvalitetsmærkning af data, således at brugerne kan se hvilken status det har.

Økonomisk afrapportering


Bestyrelsen godkendte den økonomiske afrapportering for 2007 (årsregnskabet), og når denne er påtegnet af PriceWaterhouseCoopers vil den blive tilgængelig på Danmarks Miljøportal.

Vandmiljødata lukkes


I forbindelse med systemkortlægningen på Danmarks Miljøportal har man også kigget på vandmiljødata.dk, som i forbindelse med Kommunalreformen blev overdraget fra amterne til Projekt Kommunalreform og Digital Forvaltning på miljøområdet. Hovedkonklusionen på kortlægningen er, at amterne har været meget fremsynet i udviklingen af portalen men at der nu er standardløsninger på markedet, som vil være billigere at anvende. Derfor besluttede bestyrelsen at lukke driften af denne portal.
Foto: Thomas Hjort Jensen

Arealinformation

Høring af ny datamodel, registreringsvejledninger og metadatabeskrivelser


Der er netop nu en høring i gang af en ny datamodel, registreringsvejledninger og metadatabeskrivelser for Arealinformation. Den nye datamodel består af en generel del, der skal gælde alle datasæt på Arealinformation og en dataspecifik del for hvert datasæt.

Der er i første omgang lavet forslag på specifikke datamodeller for 8 datasæt (Beskyttede naturtyper, Beskyttede vandløb, Sø- og vandløbsbræmmer, Sø- og åbeskyttelseslinjer, Kirkebyggelinjer, Skovbyggelinjer, Drikkevandsinteresser og Nitratfølsomme indvindingsoplande). Høringen foretages af KL, Miljøministeriet og Danske Regioner. Høringsfristen er 1. september. Har du kommentarer kontakt da KL, Danske Regioner (Christian Andersen can@regioner.dk) eller Miljøministeriet (Birgit Larsen bilar@kms.dk ). Høringsmaterialet kan ses her.

WFS for Geomedia-brugere


Den opdaterede WFS-profil kan nu bruges af Geomedia-brugerne. Den gamle WFS-old profil bliver taget ud af drift d. 1. september 2008.

Ingen opdatering af V1 og V2 i perioden 15. juli - 9. september


Temaerne Jordforurening V1 og Jordforurening V2 bliver ikke opdateret i perioden 15. juli til 9. september pga. implementering af nyt produktionssystem for matrikulære data (miniMAKS) hos Kort og Matrikelstyrelsen.

Status på arbejdsgrupper


De tre arbejdsgrupper under Arealinformation har nu arbejdet i over et halvt år. Nedenfor følger en status på deres arbejde. En arbejdsgruppe har undersøgt behovet for flere data på Arealinformation og er kommet frem til følgende behov for flere datasæt:

  • "Anmeldt uopdyrkede arealer" (Lov om drift af landbrugsjorde - Bekendtgørelse nr. 460 af 12 juni 2005), hvilket allerede er en del af dataansvarsaftalen. Der foregår pt. et udredningsarbejde for at finde data fra amterne.

  • Naturmæssigt særligt følsomme skove (§25 skovloven).

  • Nationalparker.

  • Råstofplaner og administration, som er en del af dataansvarsaftalen. Disse temaer vil blive lagt på Arealinformation i løbet af efteråret.

  • Vandløbstema og oplande.

Arbejdsgruppens behovsanalyse er givet som input til systemkortlægningen, hvorfor arbejdet nu er færdigt og gruppen nedlagt.

Arbejdsgruppen omkring funktionalitet og webservices peger på, at der skal være tre hoveddele i Arealinformation. Disse omfatter muligheden for at: 1) vise data på kort og stille data til rådighed til visning i egne GIS-systemer. 2) redigere data. Det er vigtigt, at der foregår en konsolidering af redigeringsværktøjerne, samt at der bliver sat skub i applikationsudviklerne så interne GIS-systemer kan bruges til at redigere data. 3) konfliktsøge i data. Det foreslås, at der udvikles specifikke webservices til dette.

Arbejdsgruppen holder møde næste gang i september med henblik på at forbedre vejledningerne til offline-redigering.

Den sidste arbejdsgruppe vedrørende datamodellen har arbejdet med alt materialet, som er sendt i høring. Arbejdsgruppen er nedlagt efter arbejdets ophør. Nye arbejdsgrupper kan nedsættes, hvis der skulle opstå behov for dette, hvilket besluttes i følgegruppen for Arealinformation.
Foto: Carsten Brodersen

Natur

Naturovervågningsdata på Arealinformation


Alle naturovervågningsdata fra Naturdatabasen kan ses i Arealinformation. De detaljerede oplysninger om arter og naturtyper skal stadig hentes i Naturdatabasen, men den geografiske placering kan ses i Arealinformation sammen med få attributoplysninger. I Arealinformation er det muligt at downloade de geografiske flader og punkter som kan joines i eget GIS-program med downloadede data om arter og naturtyper fra Naturdatabasen. Vi arbejder på en vejledning der forklarer dette nærmere. Naturovervågningsdata kan ligeledes hentes via WMS. WFS bliver muligt i løbet af de næste par uger. Dette vil blive annonceret på nyhedssiden.
Foto: Søren Kaslov

Overfladevand

Ny URL til dambrugsdatabasen


I forbindelse med at Danmarks Miljøportal overgår til en opgraderet version af brugerstyringen (føderation), er myndighedernes adgang via citrix til dambrugsdatabasen i første omgang flyttet til en ny URL. Se den nye adgang og læs mere her.
     
    www.miljoeportal.dk - Danmarks Miljøportal Haraldsgade 53, 2. sal, 2100 København Ø, Tlf: 72 54 54 54, miljoeportal@miljoeportal.dk.
    Ønsker du ikke at modtage disse mails kan du afmelde dig her.